Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)
En gruppe af de unge går på STU i Ølsted.
I skolen får de undervisning og arbejder med forskellige praktiske projekter.
De unge øver sig desuden i at blive voksne ved fx at vaske tøj, lave mad og gøre rent. Vi fokuserer på kunsten at samarbejde og være en del af en gruppe.
Mange af de unge bor i Ølsted, mens de går i STU, men man kan godt være tilknyttet vores STU uden at bo her.
Hvad er en STU?
STU er en forkortelse for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.
Det er en tre-årig uddannelse, som er målrettet unge udviklingshæmmede og andre med særlige behov, som ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse efter grundskolen.
En STU består både af undervisning, botræning og værkstedsarbejde/praktisk projekter:
I undervisningen tilbydes fag som dansk, naturfag, maling, musik og bevægelse.
I værkstedsdelen laves der forskellige praktiske projekter, fx har de unge sat et genbrugsrum i stand. Det er muligt at komme i praktik i Landsbyfællesskabets værksteder: Landbrug med dyrehold, økologisk bageri, væveværksted, lysdypperi, filteri, mosteri, brændekløveri og køkken.
I botræningen lærer de at vaske tøj, gøre rent, lave mad og alle de andre ting, man skal lære og kunne, når man flytter hjemmefra.
Bo i Ølsted under din uddannelse
Mange af de unge er lige flyttet hjemmefra, når de begynder i STU. Det er en stor og spændende omvæltning.
I Landsbyfællesskabet kan du bo sammen med andre unge mennesker.
Det er sjovt og hyggeligt om eftermiddagen, når STU'en slutter. Så er der tid til at slappe af, gå til spændende fritidsinteresser eller 'hænge ud' med vennerne.