Årstiderne og vores fester
Årets rytme, med årstidernes skiften, bliver tydelig for alle gennem årstidsfesterne:
Helligetrekonger, kyndelmisse, karneval, påske, majfest, pinse, sankthans, Skt. Mikael, mortensaften, adventshave, advent, jul og nytår.
Disse begivenheder markeres på særlig vis i vores fællesskab.
Nedenfor kan du læse om nogle af vores årstidsfester.
Høstfest
Luften er varm og fuld af sensommerens dufte. Bierne summer, og træerne er tunge af frugt. Vi skal i gang med forberedelserne til årets høstfest.
Vi plukker i fællesskab æbler og grønsager, solsikkerne høstes og hyben sættes på snor. På marken samles korn til neg, og vi pynter smukt op med sensommerens blomster.
De rødternede duge kommer frem og halmballerne bruges som stole. De mangefarvede blomster pryder bordene, og kurve bugner af solmodne frugter og grønsager. Fra køkkenet breder duften sig af hokaidosuppe og hjemmebagt brød. Resultatet af de sidste dages kagebagning sættes frem. Forventningens glæde breder sig: Nu kommer gæsterne snart!
Den første gæst er vores gode ven bonden med sin hestevogn. Så kan alle komme på hestevognstur rundt i Ølsted.
Nu kommer der flere. Fra de andre bosteder kommer børn, unge og voksne myldrende i deres fineste sommertøj med favnen fyldt af brød, kager og hjemmelavet smør.
Festen starter med leg og folkedans. Resten af dagen emmer af glæde og liv.
Årets sange
Årstidernes skiften markeres ligeledes til vores morgensamling, hvor vi synger en af årstidens sange og siger et morgenvers.
Se eksempel på morgenvers og læs mere om morgensamlingen under Sophiagård Elmehøjen (under morgensamling) Læs mere
Årstidsbord
På vores årstidsbord pynter vi med årstidens blomster og andre ting i temaer, som afspejler den årstid, vi er i.
Adventshaven
Når julen nærmer sig, og dagene er blevet korte, skal vi have tændt det første af julens lys.
Alle fra bostederne mødes. Medarbejderne har lagt gran på gulvet i en dobbelt hjerteform. Rummet er mørkt, og der er kun tændt ét lys i midten. Harpen spiller stemningsfulde julemelodier. Vi sætter os i stilhed, og der opstår en andægtig stemning.
To ad gangen går vi ind i granhjertet med hver vores bivokslys og tænder det ved det store lys. På vejen ud ad hjertet stiller vi vores lys i granen, og går stille hen på vores plads.
Langsomt bliver hjertet mere og mere oplyst. Når vi alle har tændt vores lys, er rummet fyldt med duften af gran og tændte lys. Det er blevet første søndag i advent.