Filtværksted og væveri

Vi bruger ulden fra vores egne får.

Vi er alle ude og se, når fårene bliver klippet, og ulden samles i store bunker.

Efter vi har kørt ulden på Hjelholt Uldspinderi, hvor det kartes eller spindes, bruges det både i væveriet og i filteriet.

De smukke produkter fra filt og væveriet sælges på vores årlige julebasar.

Uldne sager

Vi arbejder med forskellige filtteknikker alt efter interesse og formåen.

Vi laver vådfilt (tehætter, sko, siddestykker og nissehuer) eller nålefilt, hvor vi med en nål prikker ulden i former og laver fine billeder af farvet uld.

Vi laver også tørklæder af nunofilt samt plantefarvet silke og så strikker vi huer, bamser og tasker.

 

Trådene samles

 

I væveriet trækkes garnet mellem trådene, og det giver et klik fra væven, når trådene bankes sammen. Arbejdet ved væven giver rytme og indre ro. Arbejdet styrker motorikken og udfordre hjernen, da mønstret på væven er afhængigt af, hvordan tramperne nederst på væven trædes.

Der væves med flere farver og i forskellige mønstre alt afhængig af, hvad den enkelte kan overkomme.

Vi væver plaider, viskestykker, håndklæder, bordløbere, dækservietter, pyntestykker til ophæng og jakkestof.